Og husk en god drikkedunk, som skal sidde godt.
Det er heldigvis dejligt at være hjemme igen.
Hvad var den største oplevelse?
Hvad savnede du mest på turen?
Hvad tænkte du på? Fik du taget store beslutninger? Fik du skrevet mere end bloggen? Læst?
Det er blot nogle af de spørgsmål jeg er blevet stillet!
Efter en uge hjemme kan jeg konstatere at det er skønt og smukt herhjemme.
At det er utrolig dejligt at have familie og gode venner og kolleger. I har været omdrejningspunkt for mange tanker mens jeg var afsted.
Undervejs var det meget berigende at få lov og mulighed for at være opmærksom på fuld kraft. Tempoet var lavt, ingen multitasking nødvendig, naturen var din følgesvend. Og den var gavmild og kærlig, der hvor vi opholdt os.
Jeg havde min gode ven med mig og vi fik talt og ikke talt i passende mængde. Det var dejligt at kunne dele oplevelsen med en god ven! At give udtryk for sine indtryk hen af vejen ! At lade sig inspirere af den anden!
Det var også en god udfordring for mig, som er vant til at bo alene meget af min tid.
Herhjemme igen har jeg stadig stor lyst til at gå ture og at være udendørs.... Og det gør jeg så, for jeg har stadig orlov. Jeg er ikke parat til at pakke mig ind i sokker og frakke, som jeg ser folk gøre omkring mig.
Jeg har heller ikke lyst til at tænde fjernsynet og jeg har kun set på øverste hylde i mit klædeskab. Hvad skal jeg dog med al det tøj?
På Caminoturen havde jeg 8,50 kg i alt. Det var nok og det var ikke tøjet, der vejede mest ! Jeg ved godt, at jeg bliver draget længere ind i klædeskabets herligheder med tiden.
En skøn ting ved turen var de mennesker vi nåede at møde og tale med, mens vi gik, eller når vi sad ... Der var så mange menneske- historier og grunde til at gå og det var spændende at have så god tid til bare at være nysgerrig og snakke om stort og småt. Følelsesmæssigt blev jeg berørt mange gange på turen.
Jovist havde jeg tid til at læse, men jeg havde ikke lagt en god bog ind på min iPhone og papirudgaver vejer! Måske jeg har en med på næste tur. .. Men skønt at sidde og kigge på det spanske liv, mens fødder og ben bliver sig selv igen, og så havde pilgrim 1 og 2 jo hinanden.
At bevæge sig gennem det ikke -turistede Spanien har været en stor oplevelse. Det gav en fornemmelse af sjælen i landet.
Der blev for mit vedkommende ikke dannet de helt store tankerrækker om mit liv, men det har da tankedryppet, som en mild støvregn. Tvært imod er der blevet tømt ud og gjort plads!
En enkel leveregel blev formuleret da vi mødte Jernkorset. Det føltes fint og helt i orden at lade sig rive med af stemningen!
At have tid, god tid, var en dejlig oplevelse. Ingen flybilletter retur var bestilt på forhånd. Samtidig levede vi med enkelhed. Alt hvad du havde, var i rygsækken og du manglede ingenting for at være lykkelig. Et element, der gjorde turen særlig!
Jeg savnede ikke noget på turen. Det skulle da lige være mere privatliv. Det var en øvelse at gøre køjesengen til ens eget rum hver aften. Når man skulle i bad og på toilet kunne man være sikker på, der stod en pilgrim og ventede på tur.
Og så må jeg indrømme at jeg købte en mascara til 3€ den sidste 11/2 uge. Mit sande jeg er MED mascara. Hysteri med vægten var ophørt. Rygsækken var for længst blevet en ven.
Jeg var utrolig veltilpas med den fysiske udfordring. Når du bevæger kroppen bevæger du også sindet og tankerne...landskabet skifter, du kommer op på siden af en fremmed, I mødes og skilles naturligt efter snak eller måske blot en hilsen. Ingenting går for hurtigt, du kan følge med både i krop og sind. Alting er i bevægelse! Og sådan er livet! Altid i bevægelse og forandring.
Livet er VEJEN.
Sådan siges det af nogle. For mig betyder det netop bevægelse fysisk og mentalt.
Lad os grine og græde, fejre hinanden og skåle på livet løs! Lad os gøre os umage med alt hvad vi får fingrene i.
Fik jeg lyst til at slutte denne hyldest til vandreturen på Caminoen med.
Anne
- Posted using BlogPress from my iPhone
Location:Jægergårdsgade,Aarhus,Danmark
Ja, gøre sig umage og ikke sjuske.....
SvarSletDet er også mit mantra.